Tips til isætning og udtagning
Generelle råd:
- Vask og skyl altid hænderne grundigt, før du håndterer linserne.
- Der anbefales en sæbe uden olie, lotion og parfume.
- Tør hænderne i et fnugfrit håndklæde.
- Brug fingerspidserne til håndtering af linsen (brug ikke neglene eller skarpe genstande).
- Kontrollér, at linsen er ren, fugtig og ubeskadiget, samt at den vender rigtigt.
Sådan sætter du linsen i:
1. Placér linsen på spidsen af pege- eller langfinger. Brug den dominante hånd (højre hånd, hvis du er højrehåndet). Træk det nederste øjenlåg ned med samme hånds lang- eller ringfinger. Hold det øverste øjenlåg helt åbent med den anden hånd.
2. Se direkte på linsen eller i et spejl og placér linsen på eller lige under hornhinden (den farvede del af øjet).
3. Slip langsomt øjenlåget. Hvis der danner sig luftbobler under linsen, så luk øjet og bevæg det forsigtigt, mens det er lukket. Du kan også fjerne luftbobler ved at massere øjenlåget ganske let. Gnid ikke i øjnene!
Sådan tager du linsen ud:
Kig opad. Hold det nederste øjenlåg nede med langfingeren. Brug pegefingeren til at trække linsen ned på øjets nederste del. Klem sammen om linsen med tommel- og pegefinger og tag den ud uden at klemme den for meget sammen.
Tips angående makeup
Brugen af kontaktlinser er ikke ensbetydende med, at du ikke kan bruge makeup. Her følger nogle gode råd:
- Makeuppen bør lægges, efter at du har sat linserne i. Linserne bør tages ud, inden makeuppen fjernes.
- Der anbefales brug af hurtigt tørrende mascara uden fibre.
- Øjenskygge i cremeform eller som kompakt pudder har vist sig at være den bedste type til linsebrugere.
- Flydende eyeliner kan medføre en vis misfarvning af bløde linser.
- Du bør ikke bruge kohlblyant direkte på kanten af det nederste øjenlåg – det er bedre at påføre farven neden for den underste øjenvippekant.
- Det bedst at anvende vandopløselig øjenmakeupfjerner.
- Håndcreme, solcreme og neglelakfjerner bør ikke komme i direkte kontakt med linserne, da disse produkter kan trænge ind i linserne.
- Vær forsigtig, når du anvender deodorantspray, hårspray, parfume, etc. Der bør ikke anvendes sprayprodukter, når linseetuiet eller flaskerne med kontaktlinsevæske er åbne. Luk øjnene, når du sprayer!
- Linser, der forurenes med kosmetik, bør straks renses med linsevæske. Rådfør dig med din optiker, hvis du ikke kan få linserne rene.